En veninde ringede til mig en søndag morgen for et par år siden. Hendes kæreste havde netop erkendt, at han havde spillet 80.000 kr væk over halvandet år. Hun vidste ikke, om hun skulle være vred, bange eller handlingsvillig. Hun var mest bare træt. “Jeg har ikke forstået, at jeg allerede i et år har bemærket tegnene og talt mig selv fra, at det var alvorligt.” Det er det, der er pårørendes realitet. Man ser noget. Man håber, man tager fejl. Og så står man der, når virkeligheden kommer.
At være pårørende er ikke en passiv position. Man er også ramt — økonomisk, følelsesmæssigt, relationelt. Og der er reelle strategier for, hvordan man hjælper uden at overtage problemet, og hvordan man beskytter sig selv imens.
Tegn på ludomani: Advarselslamper ved overdreven brug af betting bonusser
Spilproblemer gemmer sig længere end andre afhængigheder, fordi der ikke er synlige fysiske tegn. Der er ingen lugt, ingen uklare øjne, ingen ændringer i motorik. De synlige tegn er næsten alle adfærdsmæssige eller økonomiske, og de kommer gradvis.
Af dem, der kontakter StopSpillet, har den gennemsnitlige screeningsscore været 5,94 — markant over tærsklen på 4 for problematisk adfærd. Det illustrerer, at når spillere selv ringer, er problemet typisk allerede veludviklet. For pårørende er det værd at være opmærksom på de tidlige tegn, så samtalen kan ske tidligere i forløbet.
De mest almindelige tegn, jeg har hørt pårørende beskrive: Ændret omgang med penge — enten unaturligt stramt eller uforklarligt løst. Tilbagetrukkenhed ved samtaler om økonomi. Løgne om tidsforbrug, der ofte handler om computer- eller telefonbrug. Humørsvingninger tæt koblet til bestemte dage eller begivenheder (slutninger på sæsoner, store sportsevents, månedsskifte). Uforklarlige lån, forsvundne genstande, pludseligt behov for små beløb. Stigende irritation, når der spørges ind til aktiviteter.
Ingen af disse tegn alene indikerer spilproblem. Men når flere samler sig — og særligt når den pårørende får en fornemmelse af, at noget er skjult — er det værd at handle på.
Bonus som skjul — et mindre diskuteret mønster
Jeg har mødt den samme type fortælling flere gange: “Det er bare bonusser, jeg spiller for. Det er gratis penge, så jeg taber ikke rigtig noget.” Det er en rationalisering, der er særligt svær at udfordre, fordi den indeholder et delvist sandt element. Bonussen er fra operatørens perspektiv gratis. Men problemet er, at aktiviteten, bonussen udløser, ikke er gratis.
Her er mekanikken. Spilleren aktiverer en freebet, bruger den, og begynder så at omsætte egne midler for at opfylde omsætningskravet. Eller spilleren bruger bonussen som psykologisk indgang, hvor det føles “ubesværet” at lægge en kupon, og fortsætter med egne penge efter bonussen er brugt op. I begge tilfælde er den nominelle bonus maskering for den reelle tabsadfærd.
For pårørende er det vigtigt at forstå, at “jeg spiller kun bonusser” sjældent er en sandhed. Bookmakerens forretningsmodel forudsætter, at spillere omsætter langt mere end de får som bonus. 28 %-afgiften på bruttospilleindtægt (indsatser minus gevinster) under § 6 i SPILAL fungerer kun, fordi samlet volumen er meget større end samlet bonusudgift. Det er hele pointen med bonus-economics — at tiltrække volumen, ikke at dele gevinster.
Samtalen første gang — hvad der virker
Jeg har talt med flere pårørende, der har gået igennem den første samtale. De, der fortæller om, at det gik rimeligt, har typisk gjort tre ting ens.
For det første: de valgte et roligt tidspunkt. Ikke midt i en kamp, ikke efter at have opdaget en stor transaktion, ikke sent om aftenen. De startede samtalen, når begge parter var samlede og uden umiddelbar stresskilde.
For det andet: de beskrev det, de havde observeret, ikke hvad de frygtede. “Jeg har lagt mærke til, at du sidder med telefonen om natten ofte” er anderledes end “Du har et spilproblem”. Observationer inviterer til samtale. Anklager lukker den.
For det tredje: de tilbød hjælp uden at kræve ansvar. “Hvis du vil tale med nogen, er StopSpillet åbne og anonyme” er mere virkningsfuldt end “Du skal i behandling”. Den første respekterer personens autonomi; den anden angriber den.
ROFUS nåede 60.000 registrerede per 1. maj 2025, og mange af tilmeldingerne kom efter samtaler med pårørende. Det er data, der fortæller, at samtalen virker, når den gøres ordentligt — ikke som kontroltiltag, men som invitation til handling.
Praktiske skridt
Ud over samtalen er der konkrete ting, pårørende kan gøre for at stabilisere situationen.
Adgang til fælles økonomi er ofte det første, der skal adresseres. Ikke nødvendigvis at fjerne al adgang, men at have transparens: fælles kontoudtog, diskussion om store udgifter, fælles overblik over kreditkort og lån. Det er ikke overvågning — det er samarbejde.
Gennemgang af lån er det andet. Mange spilproblemer skjules i kviklån, kreditkortgæld eller lån hos venner. Få et overblik. Det kan kræve samtale med RKI, kreditoplysninger og gennemgang af breve. Det er ubehageligt, men det er nødvendigt for at forstå situationens omfang.
Rådgivning om økonomi er det tredje. Kommuner og frivillige organisationer tilbyder rådgivning om gældssanering og akut økonomi. Det er ikke løsningen på spilproblemet, men det stabiliserer jer, mens spilleren arbejder med den underliggende adfærd.
StopSpillet har siden januar 2019 modtaget omkring 4.000 opkald og chats. Den gennemsnitlige tid fra første bekymringer til første henvendelse er 2,5 år. For pårørende er den bedste indsigt fra tallet, at tidligere handling reducerer skaden. Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt samtalen bliver svær — det er et spørgsmål om, hvorvidt 2,5 år bliver til 3, 4 eller 5 år.
Hvor får du selv hjælp
Pårørende er selv pårørende. Det lyder selvfølgeligt, men det er ofte det sidste, man tænker på. Man bruger energi på at hjælpe personen med problemet og glemmer, at man selv er belastet.
StopSpillet tager imod opkald fra pårørende. Anonymt. Samtalerne fokuserer på din situation, ikke kun personens. Rådgiveren kan hjælpe med, hvordan du håndterer samtalen hjemme, hvordan du beskytter din egen økonomi, og hvordan du undgår at blive emotionelt overansvarlig.
Der er også pårørendegrupper i regi af behandlingsinstitutioner og frivillige foreninger. De fungerer som samtalegrupper, hvor man deler erfaringer med andre i samme situation. For mange er det den mest værdifulde ressource — at møde mennesker, der har gennemgået det samme.
Til sidst: din egen psykolog eller læge. Kronisk stress fra at leve med en afhængig er en dokumenteret helbredsbelastning. Det er ikke “svagt” at søge støtte. Det er realistisk erkendelse af, at du også er påvirket, og at langvarig hjælp kræver, at du selv er i form til at give den.
